Denmark News

F-35 klar til kamp mod Islamisk Stat

Ingeniøren // August 01, 2016

Det amerikanske marinekorps’ første eskadrille af F-35 er »klar til kamp lige nu«. Det oplyser marinekorpsets generalløjtnant Jon Davis, næstkommanderende for korpsets luftenheder.

Marinekorpsets version af flyet er den såkaldte F-35B til lodret landing. Korpset erklærede allerede i juli 2015 de første F-35B operationsparate, men kun i den indledende IOC-konfiguration (initial operating capability), som alene dækker over flyenes grundlæggende operationskapacitet, og som fortsat kræver omfattende softwareopdateringer og tests. Flyene ventes ikke at opnå fuld kampkapacitet før den afsluttende Blok 3F-konfiguration i 2018.

Men de første fly er i praksis klar til skarpe operationer og kan om nødvendigt indsættes i den aktuelle indsats mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, siger Jon Davis.

»Hvis behovet opstår, er vi klar til at gøre det,« oplyste generalløjtnanten fredag og pegede på, at marinekorpsets seneste runde af tests med F-35B for en måned siden udløste overraskende gode resultater.

Marinekorpset, som køber det højteknologiske fly i 420 eksemplarer, regner med at sende den første eskadrille til Japan i januar og yderligere en eskadrille til havs i sommeren 2018.

Læs hele artiklen.